Behovet for at sætte socialpolitik på dagsordenen er stadig mere påtrængende. Socialpolitikken er blevet dekonstrueret og nedprioriteret gennem de seneste 10-15 år. Der er både tale om, at Socialministeriet, der i dag hedder Børne- og socialministeriet, er blevet udhulet for opgaver, en lang række sociale ydelser er blevet reduceret, og kontrol og tvang er blevet integreret i måden, hvorpå vi behandler udsatte mennesker.
Socialpolitikken er blevet underordnet en beskæftigelsestænkning, hvor rationalet har været, at socialt udsatte ville komme i arbejde, hvis deres forsørgelsesgrundlag blev forringet og deres handlinger styret af sanktioner. Denne tænkning fører ikke til en offentlig praksis, der hjælper til, at de svageste i samfundet får et bedre liv.
Sideløbende med denne udvikling er uligheden steget i mange lande – også i Danmark.
I 2015 afskaffede regeringen den officielle fattigdomsgrænse, som er baseret på fordeling af indkomst og i øvrigt internationalt anerkendt. Denne politik gør det sværere at belyse udviklingen i fattigdom i Danmark. Andre (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CEVEA, CEPOS, mv.) har dokumenteret en stigning i gruppen af fattige enlige og familier – en stigning, der vil blive større som følge af kontanthjælpsloftet, den lave integrationsydelse og 225 timers-reglen.
Med den voksende ulighed og fattigdom er der endnu mere brug for at nytænke socialpolitikken. Socialpolitik handler om:
- at velfærdssamfundet skal yde en offentlig forsørgelse og omsorg til de svageste
- at skabe gode rammer for et meningsfuldt hverdagsliv for de svageste grupper
- at at give alle borgere muligheder for udfoldelse og indflydelse på eget liv
- at give alle borgere plads i fællesskaber og at inkludere dem i samfundet
- at kaste lys over tilsigtede og utilsigtede ulighedsskabende konsekvenser af politiske beslutninger på alle politikområder.
Seneste kommentarer