“MIN KOK” er et frivilligt initiativ i Gentofte Kommune, der sigter mod at styrke sociale bånd og bekæmpe ensomhed blandt ældre og fysisk handicappede borgere.
MIN KOK tilbyder at tilberede en middag (alle udgifter til råvarer dækkes af værten) med op til 7 gæster i den ældres/fysisk handicappedes eget hjem.
De frivillige er ældre borgere der nyder at lave mad og ønsker at bidrage til det samfundsmæssige fællesskab.
Projektet overvejer også – på et senere tidspunkt – at inkludere unge og flygtninge i Gentofte Kommune i projektet.
Målgrupperne er ældre enlige over 65 år og fysisk handicappede borgere (fremover kaldt ”værten”) i Gentofte Kommune
Projektets hovedformål er at genindsætte værten i gæstekulturen, bekræfte det sociale fællesskab, forebygge ensomhed og øge værtens oplevelse af frihed og ligeværd.
Baggrunden for projektet er den stigende andel af ældre i Gentofte Kommune. I 2022 udgjorde borgere over 65 år 21% (15.731) af borgerne. Dette antal forventes at stige markant i de kommende år.
Mange ældre og fysisk handicappede borgere har behov for særlig hjælp i hverdagen, og nedsat funktionsdygtighed kan føre til isolation og ensomhed, opløsning af fællesskaber og risiko for ensidig kost.
MIN KOK er – som pilot- og demonstrationsprojekt planlagt for en 3-årig periode –hvorefter det forventes videreført på almindelige vilkår.
MIN KOK vil blive løbende evalueret med henblik på at dokumentere projektets resultater og for at kunne videregive erfaringerne til andre.
Projektet vil arbejde tæt sammen med relevante lokale myndigheder, institutioner og organisationer, og vil rapportere sine erfaringer og resultater i årsrapporter og en slutrapport. Der vil også blive lagt vægt på at formidle projektets fremskridt og resultater til den brede offentlighed gennem medier som dagblade, TV og radio, samt projektets hjemmeside og Facebook.
Projektet støttes økonomisk af Gentofte Kommune, Ensomme Gamles Værn, Dronning Caroline Amalies Fond, samt Lions Hellerup.
Læs projektansøgningen “Min KOK”
Seneste kommentarer