Forslag til budgetforhandlingerne 2020/2021:
Socialpolitisk Forum i Gentofte har fundet inspiration i en række kommuner, der har valgt at formulere en udsattepolitik for at give udsatte og embedsmænd nogle guidelines og retningslinjer for arbejdet med social udsatte borgere. En udsattepolitik er også et politisk signal til omverdenen om, at kommunen er til for borgerne og at de trygt kan henvende sig, hvis de har brug for hjælp. I mange kommuner bliver udsattepolitikken udmøntet i en årlig handleplan på udsatteområdet, hvori der formuleres mål og indsatser. Handleplanen er også et redskab til en årlig evaluering af den sociale indsats.
En udsattepolitik kan formuleres via et opgaveudvalg bestående af borgere, embedsmænd, politikere og relevante borgere og sociale aktører. Forslaget er udgiftsneutralt og kan varetages af Social og Sundhed (rådhuset).
Forslag:
I forbindelse med budgetforhandlingerne 2020/2021 foreslår vi, at Kommunalbestyrelsen i Gentofte via et opgaveudvalg igangsætter en proces, der fører frem til, at kommunalbestyrelsen kan vedtage en udsattepolitik for Gentofte Kommune.
Hvad er en udsattepolitik?
I Danmark er der i dag 25 kommuner som har formuleret en udsattepolitik. Det er så forskellige kommuner som f.eks. Faxe, Frederiksberg, Langeland, Nyborg, Egedal, Guldborgsund, Vejle, Sønderborg og Svendborg. Vi har valgt at skrive kort om Frederiksberg Kommune, da vi mener, at den på en del områder kan sammenlignes med Gentofte Kommune.
Frederiksberg Kommunes udsattepolitik blev vedtaget den 28. januar 2019 og gælder i en 4-årig periode (2019 – 2022). Mange har bidraget til udvikling af politikken især Frederiksbergs nye Udsatteråd har givet værdifulde indspark om, hvad der har betydning for de mennesker, udsattepolitikken handler om. Kommunen har formuleret en vision for udsattepolitikken: ”I Frederiksberg Kommune arbejder vi for at inkludere mennesker i udsatte positioner i fællesskaber og sætter det gode liv i centrum. Men kommunen kan ikke gøre det alene. Civilsamfundet spiller en vigtig rolle i at få de mest udsatte ind i fællesskabet. Det handler ikke kun om samfundsfællesskabet, men også om at indgå i sunde hverdagsfællesskaber.”
Frederiksberg Kommune definerer i sin politik begrebet social udsatte som borgere, der bl.a. rammes af hjemløshed, misbrug, prostitution, sindslidelse eller vold i familien. Udsattepolitikken understøtter FN´s verdensmål om lighed i sundhed, trivsel i byerne, social mobilitet, uddannelse, et godt fritidsliv, lighed mellem kønnene og social retfærdighed.
Udsattepolitikken bygger overordnet på fire grundprincipper: 1. Mangfoldighed. 2. Tilgængelighed. 3. Inklusion. 4. Aktivt medborgerskab.
Udsattepolitikken opstiller en række mål. Den enkelte borger skal støttes i at håndtere og nedbryde de barrierer, der begrænser dem i at bidrage og deltage i samfundet på lige fod med andre. Det handler bl.a. om, at udsatte borgere:
- udnytter egne evner og lærer at mestre eget liv på egne betingelser
- har de samme muligheder for at leve et sundt liv
- bliver mere aktive i samfunds-, forenings- og det demokratiske liv
- gennemfører en ungdoms- og videreuddannelse
- bliver aktivt bidragende på arbejdsmarkedet
- tager del i de frivillige fællesskaber
- lever i trygge og tilgængelige bolig- og nærmiljøer
- møder en helhedsorienteret indsats og sammenhængende overgange
Udsattepolitikken opridser fire pejlemærker. 1. Borgeren som ressource i sit eget liv. 2. Det nære netværk er en ressource i den enkeltes liv. 3. Civilsamfundet er en ressource i borgernes liv. 4. De fælles ressourcer i Frederiksberg Kommune skal sættes i spil og komme udsatte borgere til gode.
De fælles ressourcer skal komme udsatte til gode
Frederiksberg kommune beskriver i udsattepolitikken kommunens rolle i forhold til de socialt udsatte borgere:
”Kommunen er som myndighed garant for, at borgernes rettigheder efter lovgivningen opfyldes. Det vil sige, at vi skal skabe rammer og tilbud, der kan højne udsatte borgeres livskvalitet og personlige kompetencer – uanset om de leveres af kommunen selv eller af andre leverandører. Kommunen følger derfor løbende udviklingen i borgernes behov på de forskellige lovgivningsområder og tager initiativ til at håndtere udfordringer, når de opstår.
Sammenhæng og koordinering er helt central. Udsatte borgere kæmper ofte med mange problemer på én gang. Der skal skabes sammenhængende løsninger og hjælp på tværs af de problemer og udfordringer, de udsatte har.
Borgernes livskvalitet og udfoldelsesmuligheder handler imidlertid om andet og meget mere
end lovgivning. Livet i byen og i civilsamfundet er også̊ rammen om den enkeltes liv. Med afsæt
i strategi for en Socialt Bæredygtig by, skal Frederiksberg Kommune aktivt bidrage til at sikre, at Frederiksberg bliver en by, som inkluderer og styrker alle borgere. Omdrejningspunktet er målrettet arbejde med indretningen af byen og sammenhængskraften, samtidig med at der løbende er fokus på at sikre, at de forskellige sociale indsatser og byudviklingstiltag i området spiller bedst muligt sammen. Både på tværs af kommunen og i samarbejde med eksterne aktører og frivillige.
Kommunen har derfor en stadig vigtigere rolle som facilitator af samarbejde mellem de mange aktører i byen og i civilsamfundet, som kan være med til at sikre, at borgere i en udsat livssituation får samme muligheder for at leve et værdigt liv og deltage i samfundslivet som andre borgere. Vi skal fokusere på det, vi kan i fællesskab og de mange ressourcer vi har sammen.”
August 2020: Læs det samlede socialpolitiske udspil fra Socialpolitisk Forum i Gentofte til budgetforhandlingerne i Gentofte Kommune.
Forslag til Gentoftes budget 2020-2021 fra Socialpolitisk Forum i Gentofte (18.08.2020) Slutdokument
Seneste kommentarer