Boliger til hjemløse

BYGGERI AF 10 SKÆVE BOLIGER I GENTOFTE

I 2022 indledte Overførstergården, Gentofte Ejendomsselskab og Socialpolitisk Forum et samarbejde med henblik på at etablere skæve boliger til hjemløse i Gentofte Kommune. Tanken er at boligerne skal gennemføres i et samarbejde imellem civilsamfund og kommune.

En fælles arbejdsgruppe med deltagelse af personer med forskellig viden og erfaringer på hjemløseområdet og en studietur til Slagelse Kommune er mundet ud i dette oplæg til Kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune. Det er et forslag om at bygge 8 – 10 skæve boliger.

Gentofte Ejendomsselskab vil gerne bygge boligerne og stå for driften af dem, mens Overførstergården kan tilbyde et fagligt miljø og fungere som arbejdsgiver for en eventuel social vicevært. En social vicevært kan ansættes med statstilskud over en periode på 3 år. Forudsætningen er, at projektet gennemføres ud fra housing first principper, og at der bygges selvstændige (klynge) boliger til de hjemløse.

Gentofte Ejendomsselskab og den almene sektor i Gentofte har igennem mange år modtaget borgere med mange sociale og psykiske udfordringer, og det er erfaringen, at det er vanskeligt at integrere en del af borgerne, da de ikke bare mangler en bolig, men har svært ved at fungere i et almindeligt boligmiljø. De her ud over en bolig også behov for en håndholdt indsats i et miljø, hvor de trives og ikke er til gene for andre beboere.

Et byggeri til hjemløse bør erfaringsmæssigt ligge lidt for sig selv, da hjemløse har behov for at leve og bo på deres egen måde, uden at det generer andre borgere. Derfor peger projektgruppen på at det skal undersøges, om der kan bygges skæve boliger i området ved f.eks. Vintappergården, der ligger ved Mariebjerg Kirkegård. Kommunen kan overveje at inddrage dele eller hele Vintapper-gården i projektet, der ud over boliger kan indeholde et fælles vaskeri, beboerlokaler, kontorer og plads til en social vicevært og kommunale medarbejdere, der støtter og vejleder de hjemløse. Ifølge den seneste tælling fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Videns-center) i 2022 har 62 procent af de hjemløse en psykisk sygdom.

Læs projektoplægget her:

Boliger til hjemløse (12.8 2023)docx